Den gode samtale sokratiske | Habermas og Dysthe

Opgaven tager udgangspunkt i den sokratiske samtale, inddrager Habermas' fire gyldighedskrav til den "herredømmefri" dialog og inddrager desuden Olga Dysthes "optag", "høj værdisætning" og "autentiske spørgsmål".

Problemformulering
I praktikken havde jeg oplevelsen af, at den formidlende undervisning er den mest udprægede i skolen. Denne blev betragtet som den mest effektive. Argumenterne var bl.a. at ”det er vi nødt til hvis vi skal nå det hele”. Formålsparagraffens § 1 stk. 1 (om kundskaber og færdigheder) synes dermed at veje tungere end samme paragrafs stk. 2 & 3 .

Når vi som lærere er forpligtet af hele formålsparagraffen, bør denne vægtning så finde sted? Kan det ikke lade sig gøre at undervise og samtidigt opfylde hele formålsparagraffen?

Det er et problem at den formidlende form for undervisning, ofte ikke levner plads til samtalen, men er der reelt ikke plads til samtalen i dagens skole?

Min interesse for samtalen er motiveret af min oplevelse i praktikken. Her havde jeg fokus på samtalen, men er der grund til at samtale med eleverne? Er samtale ikke blot en indledende snak, der løsner stemningen inden undervisningen går i gang?
Når undervisningen går i gang, skal der vel være ro, og hvis der er noget eleven ikke kan finde ud af, må denne række hånden i vejret. Man kan vel lige så godt først som sidst fortælle dem, hvordan tingene hænger sammen?

Hvad er det egentlig for faktorer, der konstituerer de gode samtale?
Kan samtalen blive lige? Og hvilke faktorer gør samtalen god på trods af uens magt? og hvilke hensyn må læreren tage?

Indhold

Emnebegrundelse
Problemformulering
Påfyldningspædagogik eller tank-selv?
Konklusion:
Litteraturliste